I dag har jeg besøgt det lokale mall sammen med en sød pige, Anja fra tyskland. Hun er også ny i området, og ville gerne ud og se noget. Hun har ikke lov til at bruge bilen når hun har fri, så jeg hentede hende midt på eftermiddagen. Heldigvis bor hun ikke mere end ti min. kørsel væk. Hun bor lidt længere ude på landet end jeg - og jeg var lige ved at køre et egern ned!! Meeen det gjorde jeg ikke, og det tøffede fornøjet videre med en nød i munden :) Ca. 15 min kørsel til centeret, og vi hyggede os fint fra starten. Ankomst ca. 5.15 pm lokal tid. Center i to etager med noget så velkendt som H&M - som vi dog ikke aflagde visit, da vi var enige om at det har vi jo også derhjemme. Ellers fik vi besøgt en masse skønne butikker bla. en skobutik med en herlig ekspedient, som troede vi prøvede sko til et bryllup (det var også nogle meget festlige sko!), en del tøjbutikker, Macy's - hvor jeg opdagede at KitchenAids køkkenmaskiner er meget billigere herovre, en "one dollar store", Bath&Body Works - som minder lidt om Body Shop, en slikbutik hvor man - dyrt ganske vidst - kan købe saltfisk og hollandsk lakrids, USAs svar på en Glitter, samt en kjoleforretning "dresses 2 impress", hvor vi gik og var helt triste over vi ikke gik i High School og skulle med til prom. Vi sluttede hele dagen af med en sandwich fra SubWay (kl. 9.15 pm) og så blev vi ellers smidt ud fordi de skulle lukke. Så vi begav os hjemad i den mørke, men stadig utroligt varme sommeraften. Jeg fik sat Anja af, og på vej hjem så jeg en vaskebjørn - oh fryd - krydse vejen. Indtil videre har jeg kun set de døde i vejkanten, så det var lidt hyggeligt at se en der var ved fuld førlighed.
Det har været rigtig hyggeligt at møde Anja, og rart at høre at hun kæmper med nogle af de samme problemer som mig, rod, forkælede, uopdragne unger, og kaotiske måltider mest bestående af junkfood. Men vi må jo vente og se, og så håb' det bli'r bedre i morgen! (Ja - det vill' bår' være dæjlig). I næste uge håber jeg at få tid til at lave frikadeller til børnene, hvis de da ellers kan spise noget der ikke hovedsagligt smager af luft, sukker eller peanutbutter.
Nyindkøbte sko - til 10$, så kan man ikke lade være.
Neglelakker fra "one dollar store"
Neglelakker fra "Forever 21"
Fantastiske små anti-bacterial hand gel - med duft! Eftersom de jo består hovedsagligt af sprit, dufter de allesammen som noget man kan få serveret i et glas med en lille paraply. Især den med mynte (ikke indkøbt) fik en til at drømme om en iskold mojito. 5 stk for 5$, og så dufter ens hænder skønt efter brug.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar